Om fatshaming og om at elske sin krop

Der er sjældent stille på de sociale medier, men lige for tiden er der virkelig oprør pga. to tv-programmer, der sætter fokus på menneskekroppen og i særdeleshed hvordan den skal se ud. Jeg taler om TV3 programmet “Min Fede Træner” og DR3 programmet “Petra elsker sig selv”.

“Petra elsker sig selv” handler om hvordan Petra netop ikke elsker sig selv, hvorfor hun ikke gør og hvad hun kan gøre ved det. Det går som sådan kun ud over Petra, men samtidig er det en øjenåbner for, hvor grimt man kan tale til og om sig selv, og Petra bliver repræsentant for mange andre, som har det på samme måde. Petra Nagel er sjov og ironisk og er for mig på mange måder et forbillede, så det gør ondt i hjertet at opleve, hvor hård hun er mod sig selv. Jeg har aldrig tænkt over om Petra så forkert ud og derfor undrede jeg mig over, hvorfor hun ikke skulle elske sig selv. Men hvis ikke hun gør, hvor mange andre sidder der så ikke derude og tænker, at de heller ikke har grund til det. Petra er offer for den idé, at der kun er en rigtig type krop, et ideal som de færreste kan leve op til og stræben efter dette har mange alvorlige konsekvenser, heriblandt overvægt eller så dårligt selvværd, at man ikke kan se sig selv som man er, om der så er tale om en anderledes kropsform, et par ekstra kilo eller reel overvægt.

I mine øjne bidrager TV3s program til problemet og er med til at skabe en accept af den ubehagelig retorik, der er omkring overvægt. Noget af det grimmeste man kan kalde andre eller sig selv, er fed. Så uden overhovedet at have set programmet, er jeg allerede frastødt af titlen “Min Fede Træner“. Hvis åleslanke Fetterlein eller Mascha Vang opfattes som decideret “fede” efter at have taget 10 kilo på, hvad i alverden er man så, hvis man er helt normal og vejer 20 eller 30 kilo for meget? Det er bodyshaming og mobning af over- og plusvægtige allerede i programmets titel. Der er ikke behov for et program, som blåstempler bodyshaming eller fatshaming. Der er ikke behov for et program, der ydmyger folk og gør hånt om et alvorligt problem. Og der er ikke behov for såkaldte kendisser, der skal forestille repræsentanter for en gruppe mennesker, som de i bund og grund ikke kan relatere til. Jeg kunne skrive side op og side ned om alle de problemer der er med MFT, men jeg vil nøjes med at påpege, at det i Aftenshowet i går kom frem, at den læge som var tilknyttet programmet ikke kendte til programmets fulde omfang og derfor ikke længere vil stå inde for det.

Jeg har alle dage været plusvægtig. Jeg ville ikke kalde det overvægtig, mest for min egen skyld. Jeg har som sådan ikke noget imod ordet overvægt, men jeg har noget imod den stigmatisering, der knytter sig til netop dette ord og begreb. Så jeg vil hellere kalde det plusvægtig. Jeg har aldrig haft sundhedsproblemer, haft problemer med at finde tøj i min størrelse eller drømt om en såkaldt fedmeoperation. Men jeg har i rigtig mange år vejet “for meget”, det vil sige mere end jeg selv har brudt mig om og mere end hvad der ligger inde for “normalen” i forhold til BMI og fedtprocent.

Jeg har brede hofter og store bryster, jeg har med årene fået gode lår og ekstra på numsen, derudover kan jeg præstere en topmave og i særlige vinkler en ekstra hage. Jeg vejer mere nu end jeg har gjort før, men jeg har indset, at jeg altid har opfattet mig selv på denne måde. Jeg har altid følt mig kluntet og stor. Som om jeg fylder for meget i verden. Også da jeg var yngre, slankere og vejede mindre. Så når jeg tænker mig om, ved jeg faktisk godt, at jeg ikke var lykkeligere fordi jeg var tyndere. Selvom jeg vejer for meget, er vægten ikke problemet alene. Vægten er konsekvensen.

Som teenager har jeg ikke fået presset et bestemt selvbillede ned i halsen, men dengang forstod jeg ikke, at sammenligning er det værste man kan gøre mod sig selv. Jeg så på min krop og sammenlignede mig med alt fra modeller til pop-stjerner, smukke piger og kvinder på gaden og mine veninder. Og det er jeg blevet ved med. Jeg har sammenlignet mig med kvinder, der både var højere og lavere end mig. Kvinder med kropsbygninger fuldstændig ulig min egen, dem med små bryster, smalle hofter, længere hals og mindre fødder. Har ønsket mig grønne øjne, rødt hår og en flad mave. Fuldstændig håbløse sammenligninger, som aldrig bragte noget positivt med sig.

Derudover har jeg aldrig helt forstået det der med at leve sundt. Jeg vidste godt hvad der var sunde madvarer, men havde ingen idé om hvor meget jeg faktisk skulle spise. Der var ingen der tydeliggjorde at det handlede om balance, det var altid et spørgsmål om en form for fanatisme, hvor man hengav sig til den ene eller anden slankekur eller livsstilsomlægning og sagde nej til alt det gode og sjove. Jeg har dyrket forskellige sportsgrene som barn, men har aldrig været sportsudøver og har altid hadet idræt.

Som så mange andre danskere, er jeg et rigtigt hyggemenneske, hyggestunder er lig med slik, kaffe, kager og mad. Når jeg har haft kærestesorger, har jeg trøstet mig med slik og chips under dynen. Jeg har druknet mine sorger i alkohol og fejret de gode ting med champagne og chokolade. Jeg har trøstet mig med mad, da jeg var nede med stress og dårligt magtede min hverdag (for slet ikke at tale om at inkorporere madplaner og løbeture..!). Og så har jeg ovenikøbet valgt et arbejdsliv, der byder på mange stillesiddende timer hver dag.

Er det nogens skyld? Nej. Forskellige ting har spillet ind og har resulteret i mange år med et stort plus på vægten. Jeg er endelig helt ovenpå efter at have haft stress og for 3 måneder siden var jeg klar til at lave en ændring i min måde at leve på. Jeg bestemte mig for, at nu vil jeg gerne være slank(ere) og sundere, men det kan jeg ikke blive, hvis jeg hele tiden er vred på mig selv. Hvis jeg kalder mig selv fed. Siger at jeg er doven. At jeg ikke kan løbe. At jeg skal stoppe med alle mine dårlige vaner. For ingen af de ting er sande. Jeg har ikke flere dårlige vaner end de fleste andre og jeg spiser garanteret lige så sundt som tyndere mennesker, jeg spiser bare for meget.

Og det er det, der er svært. For forestil dig at du pludselig er nødt til at veje al din mad og taste det ind i en app eller et skema for at finde ud af, hvor meget du har spist og hvor meget du må spise. Forestil dig at overvåge hver eneste ting du putter i munden. Og ovenikøbet skulle vænne din krop og din hjerne til at spise meget mindre end du plejer. Alle dine rutiner og al din tryghed skal brydes ned, for at du kan gøre noget godt for dig selv. Det er svært og smertefuldt og man bliver ked af det og frustreret.

Derfor er det vanvittigt at 4 åleslanke mennesker skal tage 10 kilo på og tabe dem igen, og derved bevise at så kan alle de over- og plusvægtige da også bare gøre det. Jeg har taget kampen op mod mere end 10 kilo og jeg kæmper ikke bare mod kiloene, men mod al den tid, de har haft taget i min krop. Jeg kæmper mod mit eget system, som arbejder hårdt for at beholde fedtet. Jeg kæmper mod mit selvbillede. Jeg gør mit bedste for at være stolt og ikke skælde ud på min krop, som kun langsomt giver slip. Jeg kæmper for at føle mig stærk, sexet og god nok. Og jeg kæmper for at være sund, men også for at have ret til at være i den krop jeg nu har.

Jeg så Petra Nagel i Aftenshowet, hvor hun fortalte nogle af de ting hun dagligt siger til sig selv, nogle af de ting jeg dagligt siger til mig selv, og det gik op for mig, at hvis et andet menneske talte sådan til mig, ville jeg opfatte det som groft overgreb. Og det gør man mod sig selv fordi samfundet siger, at den rigtige krop er den slanke/trænede/tonede krop, men hverken jeg eller Petra Nagel er bygget sådan. Vi har kvinde-hofter og bløde bryster og velformede lår. Uanset hvor tynde og trænede vi blev, ville vores medfødte form og knoglestruktur ikke fornægte sig.

Så hvad vil jeg egentlig sige med det? At der er noget galt med hele vores opfattelse af kroppen. Det er ikke sundt at tvinge sin krop til at passe ind i en skabelon, som den ikke er bygget efter. Det er ikke sundt at udsætte kroppen for overgreb. Det er ikke sundt at mobbe sig selv og det er ikke okay at udstille nogen, hverken på tv eller andre steder, fordi deres krop ikke ligner en imaginær skabelon. Det er ikke okay at sidde hjemme i sofaen og fryde sig over andres smerte, ligesom det ikke er okay at give andre skylden for ens smerte, bare fordi de faktisk ser ud, som man selv går og drømmer om.

At Petra retter noget af sin harme mod modeblade og bloggere kan jeg godt forstå, men det nytter lige så lidt som hendes vrede mod sig selv. Jeg forstår godt frustrationen, men ved også, at hverken hun eller jeg får det bedre af at rette vores vrede og frustration mod andre. I fremtiden vil vi forhåbentlig se et mere nuanceret billede i medierne, hvor der er plads til alle former og farver, men indtil da giver det mere mening at støtte dem, som hylder diversiteten og give mindre taletid til dem, der forsøger at opbygge urealistiske forventninger til os selv og andre.

I “Petra elsker sig selv” beder programmets psykolog Petra om at svine hende til, men det kan og vil hun ikke. Så alle jer der taler grimt til jer selv og jeres kroppe; tag et stykke papir og skrive alle de grimme ting ned, I siger til og kalder jer selv. Kig på ordene. Ville I nogensinde sige det til et andet menneske? Hvis svaret er nej, så brænd det stykke papir og lov at du ikke vil tale sådan om eller til dig selv mere. Det er ikke hver dag der er lyst og overskud til at rose sig selv, men når der ikke er det, så lad være med at gå i den anden retning og vær ond mod dig selv. Det gavner ingen.

Det her er en formulering af mine personlige holdninger, tanker og følelser. Der skal være plads til uenighed og diskussion. Jeg syntes fx at MM fra bloggen Twinpeaks giver et rigtig fint og sagligt indlæg i debatten. Uanset hvad man syntes om de kendisser der deltager i programmet MFT, så er det aldrig okay at sende en dødstrussel afsted. Macha Vang har modtaget flere af dem siden programmet gled over skærmen og det er dybt forkasteligt. Bare fordi hun er med i et ærgerligt tv-program, har hun ikke gjort sig fortjent til at frygte for sit liv.